Forsiden
Facts
Forløbet
Dagbog
Guldkorn
Links
Gæstebog
Mennesker om Nicklas

Søskende

Gitte fortæller

Jeg vil fortælle lidt om hvordan det er at være storesøster til en autist. 

Jeg vil starte fra starten, fra før Nicklas fik sin diagnose og vi ikke viste han var autist.

Det sværeste tidspunkt var nok da jeg selv kunne se han var anderledes. Mor havde i lang tid sagt han var ”anderledes”, men.. for mig var han bare min bror, speciel ja men det er der jo så mange der er. Men så begyndte han virkelig at være, ja anderledes. Dette opdagede jeg på en meget vild måde.. Og det var ved denne præcise hændelse jeg opdagede at han ikke var ”almindelig”. En ganske almindelig skoledag råbte min mor på mig, Nicklas skreg helt vildt nede i stuen, på det tidspunkt har han været en 2 år. Han var helt rød i hovedet, og der stod virkelig ”frygt” i ansigtet på ham. Jeg blev mega bange for at der var sket noget og tog ham op og forsøgte at trøste ham, så fik jeg øje på min mor… som nærmest klatrede rundt i gardinerne… her må jeg indrømme min første tanke var at nu var hun blevet sindssyg.. Men nej, hun jagtede en flue. Nicklas skreg fordi han var bange for fluen, en ganske almindelig lille flue, men bare ved lyden af den skreg han. Og selv om jeg trøstede ham og sagde der ikke skete noget, så skreg han. Dette var et problem hele sommeren, og et stort et efter som vi boede på ”landet” og der var rigtig mange fluer!!!

 

Men det værste ved ikke at vide hvad han ”fejlede” var næsten når man skulle have venner med hjem og de ”så ham”. Han kunne stå inde i stuen og bare snorrer rundt til han blev så rundtosset at han faldt, og hvad skal man så sige til ens venner? Eller han løb hen til en og snakkede og snakkede og man forstod INTET også løb han bare igen.. hvad siger man? I starten sagde jeg bare at det var fordi han var sær, jeg følte ligesom at jeg skulle forklarer hvorfor han gjorde de ting. Og tit sagde jeg det inden de kom med hjem, så de ikke fik et chok. I dag siger jeg ingenting om det, måske fordi at for mig er han jo bare Nicklas, min lillebror.

Det med vennerne har nu aldrig været noget problem, da Nicklas er utrolig kærlig og charmerende, så det har altid været sådan at mine venner har været meget glade for ham, ja selvom jeg er flyttet hjemmefra kommer mine venner og besøger Nicklas, der var endda nogle som gav ham julegaver(Men fik jeg en…nej nej)  

Det var svært at gå rundt og vide at han ”måske” var autist, eller hvilke andre diagnoser de var igennem før de fandt ud af det, så det var rart da man endelig viste at det var det han var. Men så kom jeg lige pludselig til at tænke. Hvis min lillebror er autist, hvad så med mig?? Ikke at jeg skulle være autist, men var det i mine gener? Ville mine børn måske blive autister, senere fandt jeg ud af det ikke var arvelig på den måde, men inden jeg fik det at vide konkluderede jeg også at hvis det at være autist er at være som Nicklas, så er det i orden, han er unormal, men utrolig dejlig og kan få en til at smile lige meget hvor sur og stresset man er. 

En oplevelse jeg havde netop med det var da jeg passede Nicklas og vi skulle handle ind sammen med min kæreste Poul. Da vi stiger ud af bilen, rammer Nicklas dør op i en anden bil og Poul råber i refleks NICKLAS! Og det bliver jeg sur over. Men vi går ind, får handlet og jeg er stadigvæk sur, så mens Poul kører bilen ud står Nicklas og mig og venter. Nicklas står som han plejer og snakker helt ekstremt meget og jeg siger ”årh, så hold dog kæft” Og Nicklas tier stille og går væk… da jeg går over til ham, kigger han på mig med tårer i øjene, og jeg spørger ham hvad der er galt, for enhver af mine andre søskende ville have opfattet at det var sagt fordi jeg var irriteret på mig selv. Men Nicklas kiggede på mig og brød i gråd og sagde ”du sagde hold kæft til mig”… Siden har jeg aldrig sagt hold kæft til nogen, hverken ham eller mine andre søskende.. Men jeg kan godt sige han skal tie stille, men det er også fordi han snakker som et vandfald, og fordi det for det meste bare er fordi han tænker højt.  

Det værste i verden er at kører langt i bil med Nicklas… for han snakker.. uafbrudt hele vejen… den eneste måde man kan få ham til at tie stille er ved at sætte muddi og salamidrengene på, også smide et vognlæs vingummi bamser om til ham. 

En anden ting som var svært var selve familien. Det var svært at acceptere at ”alting” gik efter hans hoved. Det gjorde det ikke i starten, for der syntes min mor at vi 3 skulle ”ofre” lige meget, så nogen gange var det den ene der fik lov og bestemme og andre gange den anden. Men det kan man bare ikke med en autist, og det kan være svært at acceptere at på grund af ham er der nogle ting ens familie ikke kan gøre, eller nogle ting man bliver nødt til at gøre. Jeg kan ikke bare tage et smut forbi og overraske min mor, jeg er nødt til at ringe inden jeg kommer, så jeg er sikker på at Nicklas er forberedt eller at de er forberedte på han ikke er forberedt!!!

Det er også svært at acceptere at ens hverdag skal indrettes efter ham, man er på en måde en splittet familie. Engang havde vi lånt en bil og var kørt til middelalder marked, og jeg glædede mig bare super meget. Fra vi forlader bilen og til vi er tilbage er der måske gået 30 min., men Nicklas kunne ikke holde til der var så mange mennesker og lyde. Jeg var dybt skuffet, og tror også jeg fik sagt til min mor hvorfor alting skulle gå efter hans hoved, nu havde jeg jo lige lyst til det her. Men sådan er det med Nicklas, han kan ikke bare ”gøre noget for andres skyld”. 

Vi har altid hver fredag en ”hyggeaften” hvor hele familien samles og vi snakker og hygger, men.. Nicklas mangler. For han kan ikke finde ud af at ”hygge”. Det er måske den ting jeg savner mest. At hele familien kan ”hygge” sammen, heldigvis er Nicklas god til at hygge hvis man er alene med ham!! 

Mange tror det er vildt svært at have en autist til bror.. og ja, der er da nogle ændringer i ens liv, men den kærlighed Nicklas giver tilbage til en, det er det hele hver. Han kan komme hen til en og bare sige ”jeg elsker dig” også løber han igen, og man bliver bare så glad fordi man ved at han mener det.. Eller, han forstår jo ikke selve følelsen at elske, men man ved at han stoler på en og at man betyder noget i hans liv. 

Vil prøve at skrive noget mere senere..

Kristina fortæller

Det er vigtigt at pointere at Nicklas, for mig, ikke er autist.. Han er min fjollede lillebror, som jeg elsker overalt på jorden. Et sandt regnbuebarn!

Jeg ved ikke om jeg kan fortælle om små guldkorn han er kommet med.. Men jeg kan komme med skønne oplevelser…. F.eks. skulle min daværende kæreste flytte til Sverige, og eftersom han skulle være væk længe, og skulle være i lufthavnen klokken 630 om morgenen, valgte vi at overnatte hos mine forældre. Rudolff er en vældig computer interesseret mand, og det er Nicklas jo også, så han fandt hurtigt ud af at sidde og kigge Rudolff over skulderen, og læse med når han sad og programmerede. Da Nicklas havde siddet i en halv times tid og kigget med udbryder han pludseligt at: ”NU er der så mange tal og bogstaver i mit hoved at jeg ikke kan kigge på skærmen mere”. Heh ja, det lille genis hjerne kan altså fyldes!

Jeg har et vældigt temperament, og til tider kan Nicklas være ufatteligt træls… Selvfølgelig ikke mere end alle mine andre søskende. Men hvis man f.eks. har hovedpine, så forstår han ikke hvis man siger til ham om han ikke kan være lidt stille… Ja det gør de færreste 10 årige jo. Men da jeg har temperament, og efter 5. gang han stadig ikke er faldet til ro, så bliver stemmen hævet. Og er der noget Nicklas reagere prompte på, så er det hvis man hæver stemmen! Straks siger han undskyld, begynder at snøfte, og fortælle det jo ikke er med vilje han gør det, og jeg bliver selvfølgelig ked af det. For det ER jo ikke med vilje han gør det! Hans verden ER jo ”larmende og stor”, og han elsker at dele ud af den… Fortælle om hans fantasi dyr, og hans lego og sådan.

Jeg er nok den af alle os søskende, der forstår Nicklas bedst.. Måske fordi jeg selv er lidt sær. Min mor har nogen gange ringet og sagt: Hvad mente han?

F.eks. ringede min mor for at fortælle en sjov episode.

Nicklas havde siddet og tegnet i klassen, og hans lærer havde spurgt ham om noget.. Nicklas havde svaret uden at løfte hovedet fra tegningen, og læreren havde sagt at ”han skulle kigge på hende når han talte til hende”… min mor sagde så: Ved du hvad han svarede?... Og ja, det vidste jeg jo egentlig ikke, men sagde: Jeg kan da forestille mig han ikke kan kigge væk fra tegningen, så glemmer han jo hvad han er ved at lave.

Der blev stille…. Og hun fortalte så at han havde kigget surt på læreren, imod hans vilje, og fortalt at nu kunne han jo ikke huske hvor han var nået til når han skulle kigge væk!

Det er vel meget logisk.. ikke?

Da jeg var yngre, de der 16-17 år, var jeg flov… Rigtig flov, på den dårlige måde… For Nicklas var jo ”uopdragen”, og folk kiggede når han stod og drejede rundt om sigselv og sang højt og den slags, og det kan en 16 årig pige altså ikke lide! Så jeg tog sjældent venner med hjem, jeg vidste ikke helt.. hvad han var? Han var autist med HVAD er det? Jeg anede intet om det, og kunne ikke forstå hvorfor denne ”katastrofe” skulle ramme MIN bror, hvorfor skulle han dog være sådan en sær snegl?

I dag elsker jeg ham, og jeg er flov over at jeg havde det sådan med ham… For ikke mange uger siden stod Nicklas og jeg og ventede på toget, fordi vores søster Marianne skulle komme. Nicklas stod spændt og ventede, og da han kan se toget giver det et ”gib” i ham, og han råber højlydt så alle kan høre det ”HEJ TOOOOOOG”, og begynder at lave små hop af glæde, og fortælle højlydt hvor meget han har savnet Marianne og at han elskede hende virkelig højt… Jeg må da indrømme at jeg sagde til ham at han liiiige skulle holde sig lidt i ro, men det var nu ikke fordi det var flovt, men fordi jeg var bange for han ville vælte og falde ned foran toget. Jeg smilede… Og elskede ham bare endnu mere… Marianne og ham har haft et ”mærkeligt” venskab, de har ikke rigtig kunne sammen, og at høre ham fortælle højlydt at han har savnet hende og elsket hende, ja det var bare så kært, for han mente det jo… Han havde virkelig savnet hans søster!

Jeg har lige fået en ny kat, Tux, som den blev døbt, er født bag Nicklas seng, af deres kat, Titte. Tux flyttede hjem til mig da han var 12 uger, og Nicklas var med til at aflevere ham, og flere gange på turen derop miavede Tux jo, fordi han ikke helt vidste hvad der foregik, hver gang udtrykte Nicklas sin fortvivlelse over om Tux nu var gammel nok til at flytte hjemmefra og om ikke han kom til at savne sin mor. Tux fik en masse kæl og kys, og Nicklas fortalte ham at han elskede ham og ville savne ham… Senere samme aften ringede min mor, og fortalte sørgmodigt at Nicklas var kommet med en hjerteskærende kommentar da de var kommet hjem.. Han havde trist kigget på min mor og sagt: Åh.. Det føltes som om Tux har taget min sjæl med sig!

Min mor fik det jo helt dårligt, selvom de ikke kunne beholde Tux, følte hun jo alligevel det var ondt med Nicklas, at hans ”sjæl” var blevet læsset af hjemme hos mig*S*… Heldigvis er både Nicklas og Tux kommet videre med livet, og de kan jo heldigvis stadig se hinanden engang imellem.

 LilleKristina fortæller

Jeg er så Nicklas`s storesøster, som hedder Kristina, men for Nicklas hedder jeg lille Kristina, og det er en længere historie…

Ja det jeg kan husk om Nicklas var en dag da ham, mig og min kæreste var uden og gå en tur. Vi gik og snakkede, så sige Nicklas lige plusligge ” ved du hvad lille Kristina under min tissemænd har jeg to sten, men ved du hvad, jeg ville så ønsker jeg have tre for så kunne jeg stable dem ” så sagde jeg ” nå, okay det må du så ønsker dig til jule ” også løbe han videre… 

Jeg kan også huske en dag da ham og jeg var i kvickly og når vi er i kvikly med ham, går han altid over til legetøjet, men ikke lige den dag, nu skal i høre hvorfor.. da kom i kvickly sagde jeg ” du må godt gå hen til legetøjet nu hvis du ville” så sagde Nicklas ” må jeg ikke nok gå samme med dig, for jeg gider ikke om og se det kendelige legetøj”

Til toppen
nope.dk - Danmarks Website Chart