Forløbet

Som mor har jeg selvfølgelig også gået rundt med den sædvanlige tvivl, dårlige samvittighed og tankerne om hvad jeg har gjort forkert. Jeg har også bebrejdet mig selv at jeg ikke har set tegnene før, at jeg ikke har fået ham diagnosticeret længe før og jeg har spekuleret på om det nu også er rigtigt at han ER autist. Jeg syntes i meget lang tid at det var utroligt svært at erkende/indrømme at jeg havde et handicappet barn. Jeg følte at jeg dermed skulle indrømme en ”fejl” ved mit barn. Efter lange seje overvejelser, er jeg ved at have fundet en eller anden form for afklaring omkring mine tanker, noget med at…nå ja Nicklas er autist...handicappet, men for så vidt betyder det jo bare at han ikke er perfekt, men hvem er det??

Min børneopdragelses metode har nok altid været den ”perfekte”, Hvis man er autist, fordi grundreglerne for mig mht. børn altid har været: regelmæssighed (sengetiden var indiskutabel indtil de store var 12- 13år, vi spiste kl. 17.30, så er der ingen der er i tvivl eller har en undskyldning for at komme for sent, og en aftale var en aftale!!), forberedthed (jeg har altid aftalt med mine børn mindst dagen før vi skulle noget, hvad vi skulle, og har aldrig lovet dem at tage dem med et sted hen før jeg havde undersøgt om det kunne lade sig gøre) og meget klare aftaler ( jeg har altid bedt mine børn fortælle mig hvad vores aftale var, for at sikre mig vi havde forstået aftalen ens) og alle disse ting har jo været guld værd for Nicklas gennem hans opvækst. Og han var 1½år før han skulle passes af fremmede, så han havde ro længere end de fleste. Alting småting, som har betydet at jeg senere af bl.a. Psykologer der har undersøgt ham har fået at vide at han er utroligt velfungerende, og at man derfor ikke har ”fået øje på hans handicap før”. I starten havde jeg lidt ambivalente følelser overfor den besked, fordi jeg tolkede den som at jeg havde ladet Nicklas udvikle sine særheder, men har nu erkendt at han er født autist, jeg har bare gjort hans tilværelse nemmere og mere overskuelig.

Men jeg har jo også måttet slås med den dårlige samvittighed, har ”tæsket” mig selv med: hvorfor, hvordan og hvad nu hvis? ..men jeg er i dag kommet frem til at man som forælder altid på et givent tidspunkt træffer det valg der syner som det rette i situationen, og det er nok det eneste der er at sige. Jeg kan ikke ændre på vores, eller Nicklas situation ved at vade rundt i en masse usikkerhed, jeg er nødt til at være glad for at nu har vi en diagnose, og dermed en masse muligheder for at lette hverdagen både for Nicklas men så sandelig også for os selv.

Jeg/vi har mødt folks totale mangel på forståelse eller indleven. F.eks. er noget af det værste vi kan opleve, at vi tager i Sommerland og der er en af de her klovne/ tryllekunstnere eller lignende der får øje på Nicklas, for de accepterer ikke at man som forælder står bag sit barn og ryster diskret på hovedet når man kan se deres blik ramme, de har udset sig ens barn som hjælper i en harmløs kunst, men når nu man er autist, har man ikke overskud til at blive hevet frem og udstillet, og mange af dem accepterer det først når man direkte siger til dem: min søn er autist! (Jeg har efterhånden en plan om at Nicklas snart selv skal lære at sige det til de folk han synes bliver for nærgående).

Jeg er begyndt at snakke med Nicklas om hans handicap, at han jo er autist. Jeg har forklaret ham at nogen af de ting han gør/ siger er fordi han er autist, i starten var han sådan nærmest fornærmet over at jeg kunne antyde at der skulle være noget galt med ham, men nu har han ligesom anerkendt det. Det er ikke sådan at vi snakker om det i tide og utide, eller at vi siger til ham at alting er i orden fordi han er autist, men vi forsøger at forklare ham nogle af mekanismerne i handicappet, når vi kan se han føler sig forvirret, eller ikke forstår andres reaktion.